Jernbanen
Den 1. november 1866 blev jernbanestrækningen Fredericia – Vojens taget i brug, og man kunne da stå af og på toget i Jegerup. Vi fik kun det man kalder et ”trinbræt”, i øvrigt det eneste på strækningen Fredericia – Padborg. ”Trinbræt” er en betegnelse for en station, hvor togene kun holder, når der er passagerer, der skal af eller på. Man skulle derfor huske at sige til togføreren, at man gerne ville af i Jegerup, og på stationen var der en mast med et stort rundt skilt, som ledvogteren skulle dreje for at markere, at der var passagerer, der skulle med.
Selvom stedet ikke var en ”rigtig” station, så var der billetekspedition, en opvarmet ventesal og toiletter. Ligeledes kunne man sende og modtage pakker og fragtgods, og der var en postkasse til breve. Der var omkring 12-14 afgange daglig, så behovet for at kunne komme ud i verden, var slet ikke så ringe. Det kunne man, indtil maj 1972, hvor man i fremskridtets navn holdt op med at tage passagerer med fra de små stationer, og dermed forsvandt ”Jegerup trinbræt”.
Det nye dobbeltspor
Dobbeltsporet mellem Vamdrup og Vojens blev færdig i 2015.
I vores område har det medført, at 5 huse blev eksproprieret og nedbrudt og den gamle viadukt i Kestrup blev udskiftet.